Artikel

Fjorden er Mikkis andet hjem

Hjemlige omgivelser med få voksne giver de anbragte børn på opholdsstedet Fjorden en tryg og kærlig barndom

Af Laura Gundorff Boesen / Foto: Laura Gundorff Boesen, Jonas Eriksen og Fjorden

Det er midt om natten den 13. september. Det banker på døren ind til Christians og Toves lejlighed på opholdsstedet Fjorden, hvor de både er forstanderpar og bor. Christian åbner, og udenfor står 10-årige Mikki, et af de seks børn, der er anbragt på Fjorden.

– Jeg skulle bare se, at du var kommet hjem. Det er dejligt, du er her igen, siger Mikki.

Christian er sent om aftenen vendt hjem fra 16 dages ferie med Tove, og Mikki har savnet ham. Christian er nemlig ham, der hver morgen vækker Mikki og Fjordens andre børn, hjælper dem op, spiser morgenmad med dem, sørger for at madpakker og idrætstøj er pakket og kører dem i skole. Det er også Christian, der sammen med Tove eller en af de fire faste pædagoger putter Mikki og de andre børn om aftenen, læser godnathistorie og giver godnatknus.

– Christian er som en ekstra far for mig, fortæller Mikki, da Fællesskabets skribent besøger Fjorden dagen efter Christians og Toves hjemkomst. – Han gør mig glad. Han er god til at give krammere – jeg bliver rolig af at få krammere, jeg har nemlig ADHD. Og Christian læser godnathistorie for mig. Ti sider i min Anders And-bog her i sengen. Prøv lige at lægge dig under dynen, er den ikke blød?

Det er den.

Et hjem med få og faste voksne

Ti siders godnatlæsning. Morgenmad klokken 7. Eftermiddagskaffe efter skole. Spilletid klokken 16.30. Aftensmad klokken 18. Mikki er aldrig i tvivl om, hvad han kan forvente af hvem og hvornår. Struktur og genkendelighed er to af Fjordens pædagogiske målsætninger. En tredje og gennemgående i alt, hvad de gør i huset, er at skabe så hjemlige rammer som muligt.

– Tove og jeg spiser alle dagens måltider sammen med børnene, når vi er her på Fjorden. Det kendetegner jo de fleste andre hjem, at familiemedlemmerne samles om bordet, fortæller Christian.

– Det ligner også mere et hjem, fordi vi er så få ansatte – vi er fire faste pædagoger foruden Tove og mig. I løbet af tre dage har alle været på arbejde og mødt hinanden, og vi kan overlevere informationer om børnene. Vi skal ikke vente tre uger på et teammøde. Dét, vi her kan opnå med børnene i løbet af et halvt eller helt år, ville vi ikke kunne, hvis vi var 25 ansatte om at skulle hjælpe dem, fortæller Christian, der tidligere har arbejdet på socialpædagogiske institutioner med mange børn og medarbejdere. På Fjorden nyder han at være en konstant del af det pædagogiske arbejde.

– For jeg kan jo altid følge med i, hvordan børnene klarer sig og udvikler sig. Det er en stor tilfredsstillelse. Christian og Tove Bjerg har været forstanderpar på Fjorden siden 2015. Før dém var det et andet forstanderpar, der boede her i 15 år siden Fjordens oprettelse i 2000. Og når 64-årige Christian på et tidspunkt stopper, skal man finde et nyt forstanderpar, der vil bo på Fjorden.

– Det er en livsform, slår Christian fast.

Kærlighed giver kærlige børn

Fredag aften klokken 19.00. Som i tusindvis af andre danske hjem bliver der også på Fjorden tændt for DR1, og kendingsmelodien til Disney Sjov drøner ud i stuen, hvor Mikki og to andre drenge sidder i sofaen. Og som tusindvis af andre danske børn får de også fredagsslik. Der sidder altid en voksen og nusser børnene eller giver dem massage imens, og hvis man er rigtig heldig, kan man få et varmt fodbad. Fredag aften på Fjorden er bare én af de ting, Mikki godt kan lide ved at bo her.

– Det bedste ved at bo her er – alting. Jeg giver det 10 ud af 10, siger Mikki resolut. – Her er altid god mad. Her er hyggeligt. Der er tid til at lave perler. Og vi får også tøjpenge og lommepenge. Jeg har købt et vandgevær for mine. Dorte Lyng er en af Fjordens fire faste pædagoger – og én af de trofaste nussere om fredagen.

– Vi gør meget ud af at forstå børnene og give dem kærlighed og tryghed. Kun sådan kan vi håbe på, at børnene kan blive kærlige og trygge børn, fortæller hun. Børnene er heller aldrig i tvivl om, at de kan søge omsorg hos Dorte og hendes kolleger.

– Hvis jeg bliver ked af det, kan alle de voksne trøste mig. De kan se det på mig, der kommer altid tårer. Så kommer de hen og spørger, hvad der er galt, og de giver mig lidt kram, fortæller Mikki.

Nemmere at danne relationer i Fjordens rammer

Børnene på Fjorden har været udsat for massive omsorgssvigt. Det er heller ikke ualmindeligt, at børnene kommer fra plejefamilier, der ikke har magtet opgaven. Og ofte har børnene haft mange skoleskift.

– Når man har oplevet så mange skift i sit liv, er det svært at danne en relation til andre, fortæller Christian.

– Så de få og faste voksne, vi har ansat, gør det nemmere for børnene – og os. Personalet bestemmer sammen, og vi aftaler at gøre det samme. Det fremmer muligheden for at danne en relation. Og de konflikter, vi har med børnene, bliver også bedre, fordi vi har dannet en relation.

Fordel at Fjorden er en institution

Det er ikke kun børnene, der ofte siger, at de har to hjem – det ene er Fjorden, det andet er dér, hvor mor og far bor. Sådan har Dorte og hendes kolleger det også, fortæller hun.

– Fjorden er det tætteste, man kan komme på en plejefamilie uden at være det helt. Men fra mit perspektiv er der store fordele ved, at vi alligevel er en institution. I en plejefamilie har plejeforældrene jo aldrig fri og får ingen aflastning. De kan derfor blive trætte og måske ikke altid handle rationelt over for barnet. Men det er vigtigt, at vi som børnenes nye voksne har lyst og overskud til at gøre en indsats for dem, og derfor betyder det rigtig meget, at vi efter arbejde kan tage hjem til vores eget hjem og lade op for derefter at komme tilbage til Fjorden med ny energi, siger Dorte.

Mikki er blevet gladere

Når man iagttager Mikki spise boller ved eftermiddagskaffen med de andre børn og voksne, når han leger med Lego med Christian eller spørger Dorte, om hun har set tegningerne på hans skrivebord, så er det et trygt, hjemmevant og tillidsfuldt barn, der møder ens blik.

– Jeg har forandret mig, mens jeg har boet på Fjorden. I starten var jeg ligesom en kat, der siger ”sssss”. Mikki imiterer en hvæsen.

– Men nu har jeg vænnet mig til at være her. Jeg kan godt lide de voksne, de er søde. Og mit humør har ændret sig rigtig meget. Da jeg først kom på Fjorden, var mit humør hér.

Mikki sætter sin pegefinger ind mod væggen. Han lader den hvile et par sekunder, hvorefter han rykker den en halv meter op:

– Men nu er det hér.